Pølsevogn med det hele

Af Jo Remy-Jensen, Berlingske Tidende, Bagsiden, juni '00

2000 Sushi-generationen er ved at opdage, hvad værtshusveteraner altid har vidst - der er intet som en ristet med det hele til at sætte et punktum for en våd nat i byen.
Sommerens hotteste tilbehør til festen er derfor i år en pølsevogn, og står der ikke lige en sådan om hjørnet der, hvor de våde udskejelser finder sted, lejer man bare en. Med det hele. Hvilket foruden hotdogs, chilidogs, mexdogs, burgere m.m, også Jytte Johansen, der langer lækkerierne ud.
Den 34-årige indhaver af Den Glade Pølsevogn er nemlig den, der først kom med idéen til hotdog-festerne, og hun er nu så trendy, at hun står øverst på ønskelisten hos eventmagerne Fie Adams og Dennis Knudsen.
Da Bagsiden traf Jytte på hendes faste adresse, Plads 1, ved Charlottenlund Station, lå der en tyk stak billeder på det lille cafébord, der også hører til stedet. Billederne, hvor Jytte træder som pølseserverende Cleopatra, iklædt tunika og paryk, stammer fra en fest i Jylland.
Den nat røg der over femhundrede ristede med det hele over disken, før Jytte kunne udskifte Cleopatra-kostumet med jeans og T-shirt og sætte kursen mod København. Turen foregik i lejet lastbil, for Jytte serverer også drinks og softice til de festende, så der skal en del isenkram med når pølsevognen med det hele rykker ud.
"Sammenkomster i den størrelsesorden hører dog stadig til sjældenhederne", fortæller Jytte, der netop har "afviklet" en stribe studenterfester.

Ellers er hende kunder for det meste folk, der holder fester "rundt om i haverne". Også en del ferniseringer, fødselsdage, jubilæer samt en enkelt polterabend figurerer i hendes kalender, der ikke ser ud til at levne mange fris weekends til hende selv.

Det er jo nonstop job, dette her. Er det ikke hårdt?
"Nej, jeg elsker det! Jeg har haft min pølsevogn i ti år, og der er ikke gået en eneste dag, uden at jeg har glædet mig til at komme og lukke op. Mine faste kunder - og dem er der rigtig mange af, selv om man ikke skulle tro det i et sådant velhaverkvarter - er efterhånden som familie for mig. Festerne, som er kommet til her på det sidste, betragter jeg som en naturlig forlængelse af mit job, for så møder jeg en masse vidunderlige mennesker", fortæller Jytte og lyser helt op, da hun skal fortælle om den 40-års bryllupsdag, som hun blev bestilt til en kold novemberdag. Værterne var et gammelt diplomatpar, der under deres udstationering rundt om i verden havde savnet de danske pølser så meget, at de besluttede at lægge hele festens menu i Jyttes hænder. "Jeg var skrækslagen, for det var jo folk, der var anderledes vant. Men festen blev en kæmpesucces og tænk, de frøs ikke en gang."

Tilbage til presse